Udstilling


udstillings

Hvis man har stambog på sin hund, kan det både være sjovt og spændende at gå på hundeudstilling.

Når man har besluttet sig for at gå på udstilling, starter man med at melde sin hund til. Dette koster et tilmeldingsgebyr, og har man mere end én hund, gives der somme tider mængderabat.

En hundeudstilling er først og fremmest en skønhedskonkurrence for hunde. Det gælder om at se smuk ud, og komme så tæt på racens standard som muligt.

Dagen for udstillingen møder man med sin hund, som er smuk og velplejet. Det er en dårlig ide at bade den dagen før, det giver en flyvsk pels, men et bad et par dage i forvejen er en god ide. Tjek med din opdrætter i god tid, om hunden evt skal klippes.

Hvordan foregår en udstilling?
Det kan være forvirrende første gang man kommer på en udstilling. Man har en masse spørgsmål, hvordan foregår det, hvad kigger dommeren på, hvad skal jeg være opmærksom på. En udstilling går ud på at sammenligne de udstillede hunde med den gældende races standard, præmiere og placere de forskellige hunde, efter hvem der på bedste vis er så tæt på standarden som overhovedet muligt. Racens standard er international og ens i alle lande. En standard angiver, hvordan den pågældende race skal se ud f.eks. beskrives:

• Højde
• Øjenfarve
• Bygning
• Ben stilling
• Hoved bredde
• Halens placering osv osv…

Det er også angivet hvad der anses for fejl.

Udstillingsdagen
Når tilmeldingen er foretaget, og hunden er forberedt på bedste vis, er der ikke meget andet at gøre, end at møde op i god tid, og vente på det bliver ens tur, til at få hunden bedømt.

Heldigvis er der mange andre udstillere med mange forskellige racer, man kan snakke med og udveksle erfaringer med. Det gør ventetiden ikke føles så lang, og at man møder en masse nye mennesker der har den samme interesse, nemlig hunden.

Udstillingen forgår på den måde, at hundene bedømmes race for race i flere forskellige ringe. I hver ring er der en dommer og en ringsekretær. På selve udstillingen kan man altid spørge om hjælp, fra enten ringpersonalet eller kontoret på udstillingen. De vil være behjælpelige med alle spørgsmål.

I god tid før det bliver ens tur stiller man sig op ved ringen, med ens nummer på hunden fastgjort synligt på tøjet, så ringsekretæren kan registrere hvilke hunde der er fremmødte. Ringsekretæren kalder hundene ind og man stiller op i nummer orden, med passende afstand til de andre hunde i ringen. Herefter skal alle hundene i klasse bevæge sig sammen, hvorefter hundene bliver kaldt frem én for én til bedømmelse.

Dommeren kigger ofte først på hunden på nært hold, derefter ser dommeren hunden i bevægelse. Hunden skal trave i et passende tempo, og gå så pænt så muligt for at dommeren kan vurdere hundens bevægelse bedst muligt. Hvis hunden sjosker af sted, kan selv den mest korrekte hund komme til at se forkert ud. Træningen af hunden, og god koncentration i ringen kan gøre en stor forskel, og er med til at hunde viser sine bedste kvaliteter frem foran dommeren.

Der er nogle ting man kan forberede sig på op til en udstilling:

Ringtræning
At gå rigtigt
At få kigget på tænder
At stå korrekt

Det kræver øvelse for både hund og ejer at gå på en udstilling, og man skal ikke forvente en succes første gang. Det er sjovt og til tider nervepirrende. Vi vil her beskrive, hvad man kan træne hjemmefra inden man tager på udstilling.

udstilling3Ringtræning går ud på at vænne hunden til det at være i en ring. Man kan sagtens træne det derhjemme på græsplænen, dog er ringtræning med andre hunde at foretrække. Det er god træning for hunden og den vil med garanti finde det sjovt.
Du skal gøre det samme, som man vil gøre på en udstilling, og en god ide er at hente naboen eller en anden ind til at lege dommer. Hunden skal selvfølgelig gå på din venstre side, brug evt. en godbid så du kan holde dens koncentration, mens I træner. Gå nu rundt i en cirkel så hunden går inderst altså mod uret. Hunden skal trave men ikke gå eller galopere af sted.

Dommeren skal nu kigge nærmere på hunden, det kan man træne ved at føle på hunden. Det gør den vant til at blive rørt ved på en lidt anden måde end klap på ryggen. Husk især her at kigge på tænder. Mange hunde er ikke vant til dette og det vil en dommer altid gøre, da de skal sikre sig at alle tænderne er der og at de er korrekt placeret.

At få sin hund til at stå rigtigt Når man er i ringen med sin hund er det ikke meningen at den skal sidde. Her skal den stå. Hunden skal altid stå placeret med siden til dommeren. For at stå korrekt, skal forbenene stå lige og parallelle, og hovedet skal være fremadrettet. Det er tilladt at medbringe en godbid i ringen til at holde koncentrationen.
Tag gerne på et skue eller to, før du melder til en officiel udstilling, på den måde er der mulighed for at øve inden det rigtigt gælder :o)

Held og lykke med resultatet, men uanset hvilken præmiering hunden får, så husk det er altid den samme superskønne hund som du ankom med, pøj pøj..



RINGTRÆNING
Masser af gode råd og hjælp at hente for alle hundeejere på kredsenes ringtræning.
Af journalist Sten Søndergaard

Hundefolk er gale. Det må de være. Hvad er ellers forklaringen på at ni mennesker med hver sin hund mødes i iskold småregn en blæsende aprilaften, hvor enhver normalt fungerende person ville slå mave efter aftensmaden, sludre med ægtefællen og se lidt fjernsyn i den lune stue.

Tja, forklaringen kunne også være, at det faktisk er meget sjovere at gå til udendørs ringtræning end at lumre indendørs.
Det er i hvert fald den forklaring, HUNDENs journalist får denne aprilaften i Tønder, hvor kreds 4 tager hul på forårets udendørs ringtræning med kredsformand Birgit Brandt som instruktør.
udstilling7
- Vi nyder det sociale samvær med hinanden, og det gør hundene også, selv om vejret ikke er det bedste, siger Birgit Brandt.
Denne aften er speciel. for det er lykkedes HUNDEN at overtale eksteriørdommer Poul Ørnemark, Horsens, til at komme og kommentere ringtræningen. Her spillede Birgit Brandts gode mad i øvrigt en ikke uvæsentlig rolle.

Efter den indledende og nødvendige opvarmning tager Poul Ørnemark over for at fortælle og demonstrere, hvordan han bedømmer en hund i ringen, og hvordan han gerne vil have hunden fremvist.


Ros hunden i ringen

Vi starter altid med præsentationsrunden hvor hele klassen er i ringen. Vis hunden i rimelig løs line, så hunden har frie bevægelser, og hold det tempo rundt i ringen, som passer til racen lægger Poul Ørnemark ud og beder deltagerne løbe en runde.
- Hunden vises i venstre hånd, altid i venstre hånd, så I er på højde med hundens skulder, kommenterer han.
- I må gerne snakke til jeres hund. Ros hunden, så den føler, at den er verdens midtpunkt, for det er den jo i netop dette øjeblik.
Runden er overstået, og Poul Ørnemark fortsætter:
Lige så snart I bliver bedt om at stoppe, gælder det om at få jeres hund til at stå pænt.
Det vil sige, at det er noget, I træner på pladsen derhjemme med en kort kommando. Så får I hunden til at stå i den stramme holdning, der karakteriserer den hund, der er en lille smule oppe på mærkerne. Det er vigtigt, at hunden ikke står og "falder sammen", forklarer han, mens han mønstrer de ni hunde.
- Nu kan jeg se, at de første fire hundeejere har lagt sig ned på maven for at støtte hunden. Men det er der næsten ingen hunde, der behøver. Alle hunde kan lære at stå stramt og pænt. Ros den lidt. I må godt støtte hunden lidt men det der med at holde hårdt om næsen på den og samle halshuden op og hvad man ellers kan finde på at tage fat i er som regel helt overflødigt. Træn i stedet i at vise hunden stående naturligt, råder Poul Ørnemark.

Dommeren bestemmer
Når præsentationen er overstået, gælder det enkelthundsvisningen. De små racer vises på bordet. og hvor grænsen ligger mellem en stor og en lille hund, er det kun dommeren, der afgør. Ok, en labrador kommer nok ikke på bordet, men den engelske bulldog, for eksempel. Den kan dommeren godt forlange at få på bordet, og det er dog noget af en klump at løfte, siger Poul Ørnemark og beder Susanne Conradsen komme frem med sin Petit Basset Griffon Vendeen, Romeo.
- Så beder jeg hundeejeren om at stille hunden op, og så kommer undskyldningerne ofte. Tæven er løbsk og der er alt muligt i vejen Jeg har hørt utroligt mange undskyldninger i mine 30 år som dommer. Men det der ser godt ud, siger Poul Ørnemark og nikker anerkendende til Susanne.
udstilling1
Mange dommere vil gerne se en triangel. Det vil sige, at hund og fører løber op mod ringens ene hjørne hen langs siden og ned mod dommeren igen. På den måde kan dommeren se hundens bevægelser bagfra, fra siden og imod sig, forklarer han og sender Susanne af sted med Romeo.

- Se, det foregår også i den pæne, afslappede form .... således .. sådan, roser Poul Ørnemark og konstaterer:
- Det er jo en lille race, han skal på bordet. Nu gælder det om at I tager hunden op og passer på, at bordet ikke ryster. Hvis det er en flink dommer, sætter han låret imod, men det er jer selv, der skal styre det der med bordet. Man må godt flytte lidt på hunden for at få den til at stå allerbedst, som man nu gerne vil have det, siger Poul Ørnemark. mens Susanne stiller Romeo flot op på bordet. - Og så holder man stadig fat i sin hund eventuelt i halsbåndet, hvis det er nødvendigt.

Dommeren skal have lov til at røre ved hunden, mens hundeføreren selv hele tiden støtter sin hund. Selv den mest garvede veteran kan blive distraheret på et eller andet og falde ned. Så har man problemerne. Hunden risikerer at komme til skade og den bliver måske bange for at komme på bordet. Så kan der gå et halvt eller et helt år, inden man kan komme på udstilling igen, advarer Poul Ørnemark, mens han føler på hunden.

- Så skal man være opmærksom på, hvor dommeren bevæger sig hen, så man ikke går i vejen. Samtidig skal man hele tiden sørge for, at hunden er rolig og tryg ved situationen. Dommeren ser tænder, mærker på hunden, også på halen og hvis det er en hanhund, skulle den jo gerne have de dele, der hører til. Alt det mærker dommeren efter forklarer Poul Ørnemark, mens han arbejder sig gennem hunden.

- Ja, det er i orden, siger han så til Susanne.

Normaltsynede dommere
Derefter beder dommeren igen føreren om at stille sin hund op tre eller fire meter ude. De fleste tror imidlertid, at dommere er nærsynede. Men dommere er måske snævertsynede, men ikke nærsynede. Hunden skal altså et pænt stykke ud at stå - og så kører kritikken.
- Det hele tager måske tre minutter alt i alt. Det er den tid, hundeføreren skal koncentrere sig. Så er det overstået. Men mens I er inde, så koncentrer jer udelukkende om hunden.
Derefter siger man tak og går glad derfra, fordi man har den bedste hund uanset dommerens kritik, siger Poul Ørnemark.
Og tilføjer:
- Men det vigtigste er trods alt, at man har fornøjelse ved det. At man har det dejligt sammen med sin hund og er sammen med nogle mennesker, der er lige så tossede som vi andre er.

Samværet trækker
Birgit Brandt har megen hundeerfaring at trække på både som opdrætter, udstiller og ringsekretær. I de seneste 10 år har hun kørt ringtræning, først i Gravhundeklubben og de seneste seks år i kreds 4.
Kreds 4 tilbyder ringtræning hele året. Indendørs om vinteren.
- Det er imidlertid ikke alle kredse. der kan tilbyde ringtræning om vinteren. Så starter de her i foråret og kører helt indtil november. Det koster normalt 10 kroner pr. aften.
- Ringtræning er vigtig, hvis man vil vise sin hund på udstilling, men man kan også gå til ringtræning kun for det sociale samværs skyld.

Der er ingen der forlanger at man skal gå på udstilling, blot fordi man har gået til ringtræning.
Her på vores træningsplads har vi folk, der er med på grund af samværet med andre hundefolk.
Vi hygger os. Når vi er færdige med træningen, sætter vi os som regel sammen en times tid over en kop kaffe.
Det giver et fantastisk godt sammenhold, siger Birgit Brandt.

- Det betyder også meget for hundene, at de får lov til at være sammen og få den oplevelse, det er at komme ud, fortsætter hun.

Krav til hundeførerne
Birgit Brandt går ikke frem efter nogen fast plan, men der er nogle ting hun altid har med. - Allerførst får hundeførerne at vide, at jeg aldrig pakker tingene ind. Jeg siger min mening rent ud, og jeg er nok lidt hård ved hundeførerne. Jeg kræver noget af dem. Jeg vil være ked af at stå på en udstilling og se, at en hundefører kunne have fået mere ud af sin hund, hvis jeg havde forklaret hende nogle ting lidt mere bestemt, fortæller Birgit Brandt.
Opstilling på bordet er et af de helt faste elementer i træningen for de små racer.
- De skal vise tænder, og der skal kigges hale, øren og kinder. I det hele taget skal hunden berøres på kroppen. Nogle er måske ikke vant til at blive berørt ned omkring lårene og ned ad forbenene. De større racer bliver også berørt hver eneste gang, det er fast, siger Birgit Brandt.
- Er hunden utryg ved at vise tænder, er det nok at løfte kinderne til at begynde med. Hunden skal føle, at det sker der ikke noget ved.
- Vi har også altid slangegang, hvor hundeføreren går med hunden i zig-zag ind mellem de andre hunde. Det gør vi af hensyn til den sociale træning. Hundene lærer. at de godt kan stå stille, mens de andre går forbi. Det kommer de alle sammen ud for på udstilling.

Træningsudstilling
Når en udstilling nærmer sig, arrangerer Birgit Brandt træningsudstillinger de sidste par gange inden.
Jeg deler hundene op i klasser, og jeg han endda finde på at give deltagerne nummerskilte på. Så gennemfører vi træningen nøjagtig, som om vi var på udstilling. De aftener snakker vi også om soignering, pelspleje og alle de mange andre små ting, vi kan hjælpe hinanden med, fortæller hun.
- Er der nogle, der har specielle problemer, gør vi meget ud af det. Har hunden svært ved at stå stille, kan vi træne i at gå få meter, stå stille, måske kun nogle få sekunder til at begynde med, og så gå få meter igen. Altså arbejde med problemet. Det er selvfølgelig noget, hundeføreren skal arbejde videre med hjemme, og jeg kan godt finde på at sige til dem, at jeg kan se, hvis I snyder med træningen.

Et lille fif
Vi træner også hundene i at gå eller trave pænt efter hinanden Det skal være sådan, at hunden kan bevæge sig i et let trav, for det er der mange dommere, der gerne vil se. Derfor skal hundeførerne lære at kigge ned til hunden og afpasse farten efter deres hund. Det skal foregå i hundens trav, ikke i førerens, fastslår Birgit Brandt.
Hun har også et lille fif:

- Hvis de udstillere, der løber foran en, ikke løber stærkt nok, kan man udnytte yderhjørnerne i ringen. Har man en hund, der er mere fart på, trækker man bare ud i hjørnerne, så hunden får længere at løbe end de andre. Har man derimod en hund der har et bestemt tempo, der ikke han sættes op, så runder man i stedet hjørnerne og gør på den måde ringen lidt mindre.

Bambi på glatis
Men er ringtræning overhovedet nødvendig? En dygtig eksteriørdommer skulle jo nok kunne bedømme en hund, selv om den måske ikke står lige efter bogen, kunne man måske spørge.
Det har Poul Ørnemark et svar på:

Jo, det er klart, det kan alle kennelklubbens dommere. Men det er sådan, at når vi skal dømme hunde, skal det ske efter den standard, som findes for racen. Standarderne beskriver nogle proportioner i hundene, altså størrelsesforhold mellem hundens enkelte kropsdele, og standarden beskriver også ofte hundens ønskede bevægelser. For at se de ting er dommeren nødt til at have hundene fremvist på nogenlunde samme facon alle sammen. Det er svært at se, at en hund er ordentligt bygget, hvis den går ligesom Bambi på glatis eller løber i galop. Derfor vil vi se hundene i en glidende, flydende bevægelse, i en forholdsvis rask gangart, og vi vil se hundene stående med alle fire ben på jorden, siger han.
- Derfor har ringtræningen stor betydning. Her lærer de meget erfarne fra sig til de mindre erfarne om, hvordan man får mest ud af sin hund.
Artiklen er fra DKK´s medlemsblad, HUNDEN, nr. 5/99



SKAL VI ABSOLUT PÅ UDSTILLING
Når du køber en racehund hos en registreret opdrætter ligger der et stort arbejde bag din hvalp. Mange overvejelser, forventninger og håb. Så når din hvalp udvikler sig godt, bør du som hvalpekøber gøre din opdrætter den tjeneste at tage den med på udstilling et par gange.

Af Merete Stæhr-Nielsen

Hundeudstilling - noget alle de andre har et temmelig humoristisk forhold til. Bure, hårspray, sløjfer, damer med lilla hår, der med udstrakt arm og strittende lillefinger vakler rundt på høje hæle i flagrende gevandter, med en lille pelsrig hund i den anden ende af snoren. Hundene sidder i bure hele dagen lang og oplever absolut intet. Noget mere åndsforladt. skal man da lede længe efter. En hund er da en hund, den er da ligeglad med at komme på udstilling, vi er da ligeglade med at få den bedømt, vi elsker den da lige meget om den bliver nummer et eller nummer to. Medierne har deres del af æren. Når der -sjældent - vises klip fra hunde-udstillinger, er det næsten altid skåret, så de fleste kan grine af det, musikledsagelsen er altid munter, hahaha.
Skal vi se på fodbold? Stor græsplæne, store øl, voksne mænd een bold, to mål, frem og tilbage løber de - hvad med boksning, autoriserede tæv, eller cykelløb med og uden hjælpemidler - det er skam seriøse sportsgrene, der bruges timers sendetid på fra licensbetalte kanaler. Udøverne kan tjene penge på det. Vi hundeidioter, vi bruger kun penge. Mange tror, det er en vældig lukrativ forretning at have hundekennel. Man har een han og 6-7 tæver og så går det derudaf. Det drejer sig bare om at lave nogle hunde-hvalpe Og få dem solgt hurtigst muligt. Til dem som ringer først på døren. Ude af øje ude af sind. Pengene ned i skuffen. Sådan ved jeg en seriøs opdrætter - ikke er.

udstilling4

udstilling5

En livsstil

Sport, fritidsinteresser eller livsstil. Hvornår er det hvad. Mange hunde der fylder dit hjem, holder dig beskæftiget på det nærmest døgnet rundt, ikke så meget på grund af deres blotte tilstedeværelse. men mere med alle de aktiviteter i relation til hundene, man har rodet sig ind i gennem årene. Er det virkelig en hobby? Nej, det er snarere en livsstil. Jeg deler høfligt mit pæne hjem med alle mine hunde -unge som gamle. De siger aldrig tak. Tager det nærmest som en selvfølge. Hjælper aldrig med rengøringen, bidrager kun til den. Sådan holder opdrætteren sig i form. Venlig og tålmodig telefonekspedition er en anden disciplin. Her er altid åbent. Opdrætteren har en døgnbutik, de ansatte er ulønnede sagesløse familiemedlemmer.
Hundeudstillinger er en anden af opdrætterens aktiviteter. Her kommer man og viser, hvad man avler på, og hvad man har avlet sig frem til. Helt logisk vil man gerne vise det bedste frem Det mindre heldige, håber man inderligt lever sit lykkelige hundeliv langt udenfor udstillingspodiet. En billedkunstner vælger også selv ud, hvad han vil vise al verden af sit arbejde, når der er udstilling på bedding. Tager ikke skitserne og de kiksede forsøg med.

Alle hunde har fejl!
På en hundeudstilling bedømmer en højt kvalificeret og højt uddannet dommer hundene som et resultat af en parring. Det er ikke hundenes avlsværdi, der bedømmes - den kræver en DNA-test for at kunne kortlægge. Til sin hjælp har dommeren (lært udenad) racestandarden. Racestandarden er en beskrivelse af den pågældende race ned til mindste detalje. Her listes det hele, fra forbenenes placering til øjnenes farve og form, pelsens farve struktur o.s.v. Racestandarden er det hellige dokument. Den beskriver idealhunden indenfor den pågældende race. Fejlene listes også. Fejl kan eksempelvis være over-/understørrelse, farven på pelsen, øjnenes form og farve. Dommeren opvejer fejlene mod hundens fortrin - for alle hunde har fejl, men maske er de så ubetydelige at alle hundens fortrin trækker den helt op til championat måske. Således opstår de forskelligheder i bedømmelserne man oplever som udstiller - at selv om dom-meren har sin racestandard in mente, er der tale om en subjektiv vurdering. Een dommer mener ikke, hunden er så stor, at det bør trække ned hvor en anden virkelig har overstørrelse som kæphest - og mener det skal trække ned. Ligeledes kan nogle dommere gå vældig meget op i pels og farve, hvor andre accepterer et bredere spænd i kvaliteten.

Racestandarden udarbejdes i den enkelte races hjemland. I Dansk Kennel Klub (DKK) er der et standardudvalg som overvåger dokumenternes rigtighed og eventuelle ajourførelse Det er dybt seriøst - og gudsketakoglovfordet. Uden racestandarder ville racerne udvandes med årerne. Ikke fordi de ved deres blotte tilstedeværelse hindrer eller fremmer noget, men med dem i hånden bør vi som opdrættere have en rettesnor for opdrættet. Ikke fordi vi sådan går og læser standarden. Vi bør kunne den udenad. Vi ved godt, hvordan en god repræsentant for vores race ser ud, vi kender også fejlene.
Hvis man ikke holder dyderne højt, ender elle racehunde med at ligne - bare hunde. Og hvad er det galt i det? Vovse er da ligeglad. Men fru Jensen, som brændende ønsker sig en lille dværgpinscher, sådan een som hendes mormor havde, skal kunne gå ud og købe sig sådan én. Og så skal den ligne den dværgpinscher, som mormor havde. Med den udvikling som racen selvfølgelig har gennemgået i løbet af små 50 år. Men det kan ikke nytte noget at pinscherdyret er blevet ruhåret eller krøllet, har fået benstamme som en bulldog, eller at den har fået størrelse af en mellempudel. Man skal kunne se det er en dværgpincher nu, som man kunne se det for 50 år siden.

udstilling8

Derfor har hundeudstillingerne en stor berettigelse. Her præmieres hundene, efter et sindrigt system af 1., 2., og 3. præmier, samt O og KIP (kan ikke præmieres) for nu at tage det hele med. De bedømmes i første omgang individuelt i forhold til pågældende races standard. Som om standarden er en slags skabelon, man holder henover hunden. Sammenligner, hvor godt den svarer til idealbeskrivelsen af racen. Og lister dens Fejl. Det er ikke nogen særlig stor kunst bare at liste alle hundens fejl. Mange racer har et præmieringskrav for avlshundene før afkommet kan stambogføres i Dansk Kennel Klub. Herefter bedømmes hundene i konkurrence med de andre i racen. Man kan læse meget mere om dette i et lille hæfte DKK udgiver 'udstillingsreglementet hedder det. Der er også en folder om selve udstillingsforløbet. Heri er udstillings- og præmieringssystemet beskrevet. Det hjælper meget at læse det en 40-50 gange, men det nemmeste er nu at deltage selv. Starte med en hvalp og fortsætte til den bliver veteran. Så forstår man det hele meget bedre.

Tæven - en nødvendighed
Men tilbage til en opdrætters liv. Opdrætteren ansøger om sit kennelmærke. Kennelnavnet sikres internationalt (!). Man betaler 800 kr for det. En tæve er nødvendig, for at kunne kalde sig opdrætter. Tæven har man købt eller selv lavet. Man ser den vokse til, håber det bedste og - måske er man heldig. Man udstiller hende utallige gange, hun bliver måske champion. Så skal hun parres. Uha - alle de handyr der endevendes, fordele, bagdele, stambog, tidligere produktion (som en anden kunstner), ejer (kan vi med dem?) hvor bor de, hvad koster parringen (ofte en hvalps pris) - betingelser for den - dvs. hvornår betale og for hvad hvornår kommer hun i 1. løbetid og skal parres.

Så har vi fået parret tæven og 65 dage skal hengå. Fødsel - forhåbentlig uden problemer, hvalpene vokser, man studerer dem, og håber de alle vil blive raske, mentalt veludrustede og smukke. I følgende rækkefølge. Man glor og glor, kender dem alle på en prik. Ved præcist som årerne går, og man bliver mere rutineret, hvilken hvalp der er den bedste, hvem som tegner til at blive stor eller lille. Man håber HVER GANG at kuldet man har liggende, må indeholde et par eller bare een champion in spe. Ensartethed, i type og mentalitet er vel det enhver opdrætter sigter mod Men ofte indeholder kuldet en stor, en lille (som ikke er den svageste, men ofte den kækkeste) een eller måske to superhvalpe og nogle midt i mellem.

Klogere end dommeren...
Som opdrætter vil man så gerne have vist sin produktion frem. Mest for at imponere de andre Der som regel kun ser deres eget. Sådan er det. Enhver so synes bedst om sine egne grise. Men dommeren ved jo ikke, hvem der kommer fra hvilken grisesti. Så det bruger man weekend efter weekend på. Og pengene dem betaler vi ved kasse 1. Og gu' er det sjovt, man er på i ca. tre minutter - for 250 kr./hund. Hvilken sportsgren får man så meget for. Tænk hvor længe man kunne sidde og trække i den enarmede for de penge. Og måske vinde noget. Vi vinder bånd, porcelæn og bestik. Vi stabler det op. Vi snakker og griner, og ind imellem bliver man skide tosset, fordi man nu er blevet så klog. Klogere end dommeren. Synes man selv.
Så skal vi have overtalt de sagesløse hvalpekøbere til at trække dyret med på hundeudstilling. Man har inviteret til serviceeftersyn et par gange for at være helt sikker på ikke at gå glip af det mindste. Tandskift - falder de ud som de skal, kommer de som de skal, pelspleje - skal ejeren gøre noget - og gør de det nu.... størrelsen - de små holder op med at vokse for tidligt, de store bliver ved med at vokse, ørerne - de stritter altid på de bedste hunde Nå. men lige pludselig står man der med hvalpen på de der 4-6 måneder, alt er som de skal være, nu han det ikke gå galt - her er den - stjernen - mors øjenfryd. Man bliver helt høj. Driker et glas rødvin (til). Juhu, det var det hele værd. Måske var det slet ikke lige den, man havde som superhvalpen, den har bare udviklet sig ovenud forventning. Så kan man glæde sig, og håbe på man kan bearbejde ejerne til at udstille - lægge lidt lokkemad ud. Superhvalpen derimod, solgt til den udstillingsentusia-stiske familie. Dem med de store forventninger både til dig som opdrætter og til hvalpen. Den er blevet alt for stor, ørerne ligger den helt gale vej, eller også har den fået fejlbid. Det er bare noget, man sover godt på om natten. Også selv om man har taget forbehold, for det er jo svært med en hvalp.. alt kan ske, man har talt og talt og bla.bla så er det en skuffelse. Gu'er det så. Eneste løsning for at undgå det, er at købe en unghund, når man er udstillingsglad. Så har man ofte størrelsen på plads, tænderne er skiftet, pelsen kan man nogenlunde vurdere o.s.v. Men den koster altså kassen. Og man går glip af den yndige barndom.

Lange dage
Som opdrætter er man meget i tænkeboks. Man planlægger - som opdrætter er man dødgod til at planlægge. Kan planlægge ALT. Og planlægge det hele om igen. Dage der starter kl. 03.30 og slutter kl. 02.30. Færger, fly, hotel hvor gang tid tager det at køre.. Træt. Det har man ikke tid til at være. Enten bliver man gammel før tid eller holder sig ung. Udstillinger starter altid tidligt på dagen. Og de foregår stort set aldrig i nabobyen.

Der kan såmænd hurtigt være en 3-400 km. at køre - hver vej. I Danmark. Det er da ikke noget. Så hører vi også til udenlands. Man planlægger parringer, men tæverne kommer altid i løbetid helt forkert, så man skal lige skrue en parring sammen i forbindelse med højtider ferier eller bare ens arbejde .Arbejde - det er noget, der griber forstyrrende ind i ens hobby. Fødsler, de falder når det sker.

Men altid når ens dyrlæge har fri - er velvillig - men noget mere bekostelig at hyre. Penge - det har vi nok af. En opdrætter undrer sig tit. Man parrer to champions sammen. gyser ved tanken om hvor vidunderlige hvalpe, der kommer ud af det Og få det mest forfærdelige ud af det Titlerne er ingen forsikring nødvendigvis. Selvfølgelig er sandsynligheden for at få pæne racetypiske hvalpe fra champions større. Men sikker - det er man aldrig Nogle hunde passer bedre sammen end andre. Der kan slå ting igennem, man ikke aner hvor kommer fra, man kender hundene 5-6 generationer tilbage, og så står man ind i mellem med noget man dårligt kan kende. Mulighedene for fejl er utallige. Men, man bliver jo ved med at lave hunde. For det lykkes jo ind imellem. At lave en champion. Og en række kan det da blive til med årene. Det bør det næsten også. Man bør næsten belønnes for al ens arbejde. Og stadigvæk - sundheden er den vigtigste, og sundheden i hovedet. De skal kunne fungere i dagligdagen uden at vække for meget opsigt.

En sjov verden
Så kære hvalpekøber, nu har du læst hvor sjovt vi har det - os opdrættere. Nu forstår du måske bedre hvad der ligger bag når der bliver sagt ”hvor er den flot din hvalp, kunne du ikke nok tænke dig at udstille”? Så slå til, det er sjovt. og din opdrætter bør stå bag dig, hjælpe med at fa vist hunden frem de første gange, og hvad der ellers måtte være af praktiske ting. Det forventes ikke, at man skal kunne klare sig selv i den verden uden guide de første gange. Men det hjælper at have noget gåpåmod, men også at kunne tage det for, hvad det er. Huske at det kan gå kanongodt på den ene udstilling og knapt så sjovt på den næste.
Selv champions kan rende ind i 2, præmier! Og husk når at er det en hanhund du har, så kunne der jo være tæveejere der fik øje på hans fortrin, og ønskede at anvende ham. Og så er det din tur til at blive kæphøj. En helt speciel følelse. som ingen på din arbejdsplads egentlig helt forstår.

Det hjælper også meget at vide, at på en hundeudstilling er der en egen stemning af konkurrence. Som udstiller har man i perioder noget så forrygende travlt, hundene skal være klar når de skal i ringen - og det er på minuttet, Så forvent ikke at have din opdrætters fulde opmærksomhed hele tiden. Bliv ikke fornærmet, det er ikke fordi du er glemt, men det kræver ekstrem megen koncentration og opmærksomhed at udstille - specielt når man star med 5-10 tilmeldte hunde, eller flere. Giv en hjælpende hånd - der er altid nok at lave.

Får du blod på tanden så træd aktivt til i din specialklub, spørg et bestyrelsesmedlem, om der ikke er noget du kan hjælpe med, men lad være med at spørge når det hele koger. Det er en rigtig sjov verden, og du kan altid finde noget du synes om at beskæftige dig med. Så trænger du til en hobby så træd aktivt ind i den danske hundeverden, og du vil aldrig blive gammel.
Artiklen er fra DKK´s medlemsblad, HUNDEN, nr. 10/1999

udstilling2

Dette website bruger cookies Cookies er nødvendige for at websitet fungerer korrekt, og indsamler viden om anvendelsen af websitet. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. For mere information Klik her.

Jeg accepterer Cookie